Solvej elsker ord. Hun elsker ord så højt, at hun siger dem hele tiden. ”Fiskestang, søpølse, kosteskaft, rugbrødsmad,” siger hun. ”Rumstation, nisse, halmstrå,” siger hun også, for hun elsker de dér ord. Hun kan også finde på at sige: ”Niklelås, smakmukkel, hæksøbob,” selvom det er volapyk. Nogle ord er Solvej alligevel lidt træt af, såsom: ”Vær lige stille, unge dame.” Det, synes hun, bliver sagt alt for tit. 

Så Solvej vil hellere gå nogle veje, hvor de ord ikke bliver brugt hele tiden. 

Nogle veje uden mennesker. 

Men nogen hører det. De lytter med. Nedefra.   

”Solvej elsker ord og monstre” handler om at finde ud af, hvad man er rigtig god til og så handler den om monstre.